Pressemeddelelse: Amagerbank-investorer går sammen om erstatningskrav

Dansk Aktionærforening stifter en ny forening, der skal søge erstatning til Amagerbankens investorer og indskydere. 5.500 investorer har på forhånd registreret sig hos Dansk Aktionærforening.

Nu ruller retsopgøret efter Amagerbankens krak. Bankens ledelse efterforskes af bagmandspolitiet, Finansiel Stabilitet har varslet erstatningskrav, og nu lancerer Dansk Aktionærforening en ny forening, der skal søge erstatning til bankens investorer og indskydere: Foreningen Amagerinvestor.

“Vi er chokerede over forløbet op til Amagerbankens krak. Vi mener, at der er flere parter, som kunne og burde have afværget eller minimeret de tab, der ramte bankens investorer og indskydere, ” siger Niels Mengel, der er formand for Dansk Aktionærforening, som har taget initiativ til den nye forening sammen med en række lokale Amagerbank-aktionærer.

5.500 investorer i Amagerbanken har allerede ladet sig registrere hos Dansk Aktionærforening efter bankens krak, og de får nu tilbud om at gå med i det nye initiativ. På baggrund af den store interesse har foreningen siden konkursen arbejdet for at finde en vej til erstatning. Foreningen har ikke mindst gennemgået dokumentationen for forløbet op til krakket – blandt andet Finanstilsynets redegørelse, Rigsrevisionens rapport og advokatundersøgelsen om bankens krak.

På den baggrund vurderer Dansk Aktionærforening, at de, der ved konkursen ejede aktier, ejede kapitalbeviser eller var indskydere i banken (og ikke har fået deres fulde tab dækket af indskydergarantien), har krav på erstatning.

“Vi har gravet os det første stykke vej ned i materialet og mener, at der er nogle gode muligheder for at søge erstatning. Derfor opfordrer vi nu bankens investorer og indskydere til at gå sammen og bidrage til Foreningen Amagerinvestor for at kunne skære sagen helt præcist til,” siger Niels Mengel og tilføjer, at Dansk Aktionærforening ser en række muligheder for at søge erstatning gennem gruppesøgsmål eller lignende.

“Nu vil vi lige give folk en uge eller to til at tilmelde sig på Amagerinvestor.dk, men derefter går vi i gang med sagen på vegne af dem, som har tilmeldt sig,” fortæller Niels Mengel.

Fredag i sidste uge afgjorde Højesteret, at aktionærer i BankTrelleborg skal have erstatning for deres tab – og for nylig fik de investorer, som havde klaget i tide, erstatning for deres tab i Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer.

“De sager demonstrerer, at vi investorer og indskydere ikke behøver at finde os i hvad som helst – men også at man risikerer at gå glip af erstatning, hvis ikke man reagerer i tide,” påpeger Niels Mengel.

Han opfordrer alle investorer og indskydere, der har tabt penge på Amagerbanken, til at melde sig ind i Foreningen Amagerinvestor nu.


Pressekontakt:
Formand Niels Mengel
Telefon 40 42 21 19
nm@shareholders.dk
Pressefoto af Niels Mengel

Udgivet i Pressemeddelelse

Seneste indlæg