Pressemeddelelse, 14. april 2015: Amagerbank-aktionærer vil selv betale for erstatningssag

1.700 aktionærer i den krakkede Amagerbank vejrer morgenluft i deres erstatningssag mod Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, efter konkursboet har indledt en lignende sag. Aktionærerne vil nu selv betale for at få deres sag for retten.

1.700 Amagerbank-aktionærer i Foreningen Amagerinvestor vil nu selv betale for deres erstatningssag mod Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet. Det står fast, efter at Østre Landsret har fastsat den sikkerhedsstillelse for modpartens sagsomkostninger, som aktionærerne skal indbetale for at gennemføre retssagen.

”Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet forsøgte at spænde ben for os ved at kræve, at de hver skulle have ‘et større tocifret millionbeløb’ for at møde op i retten. Men Østre Landsret kunne heldigvis godt se, at det var helt ude i hampen,” siger Peer Nørkjær, der er formand for Foreningen Amagerinvestor.

Foreningen indkalder nu til ekstraordinær generalforsamling den 29. april for at indføre et kontingent til at betale foreningens omkostninger.

”Nu er vi nemlig tilbage i virkelighedens verden, hvor foreningen – gennem kontingenter og donationer – skal samle 250.000 kroner plus vores egne omkostninger til advokater og håndtering af sagen. Derudover skal hvert medlem betale et beløb på typisk 1.000 kroner direkte til landsretten,” siger Peer Nørkjær.

Appel om opbakning fra alle aktionærer

Foreningen Amagerinvestor har stævnet Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet i en historisk og principiel erstatningssag. Foreningen mener, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet i forbindelse med Amagerbankens kapitaludvidelse i september 2010 tilbageholdt afgørende oplysninger om, at bankens økonomi var langt svagere end angivet i prospektet for kapitaludvidelsen, hvor aktionærerne investerede yderligere 898 millioner kroner i banken – kun fem måneder før konkursen.

Foreningen har efter et usædvanligt langtrukkent forløb fået afslag på fri proces – sådan at staten betaler sagsomkostningerne – til sagens forberedelse. I stedet søger foreningen nu i stedet fri proces til sagens gennemførelse. Imidlertid ruller sagen ved Østre Landsret i mellemtiden, og formand Peer Nørkjær understreger, at der i de kommende uger bliver behov for massiv opbakning til sagen fra Amagerbankens aktionærer.

”Østre Landsrets tidsfrister tvinger os til at gå i gang, inden vi ved, om vi får fri proces. Så det er nu eller aldrig. Aktionærerne afgør selv, om den her sag skal rulle eller ej. Hvis tilstrækkeligt mange betaler kontingent efter generalforsamlingen, så får vi et danmarkshistorisk gruppesøgsmål om sandheden bag et af finanskrisens mest spektakulære bankkrak,” siger Peer Nørkjær, som også inviterer nye medlemmer ind i gruppesøgsmålet.

Foreningen tager allerede nu mod større donationer, og den forventer ved generalforsamlingen den 29. april at kunne åbne for tilmeldinger og kontingentindbetalinger til gruppesøgsmålet. Kun fire uger senere – den 1. juni – skal foreningen indbetale sin sikkerhedsstillelse til Østre Landsret.

Parallel sag fra konkursboet

Kurator i konkursboet, advokat Jørgen Holst har adgang til Amagerbankens interne dokumenter. På den baggrund er han for nylig nået til samme konklusion som Foreningen Amagerinvestor og mener, at også konkursboet skal gå efter erstatning fra Finansiel Stabilitet og eventuelt Finanstilsynet.

”Konkursboet siger nu det samme, som vi hele tiden har sagt: At Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet før aktieemissionen i 2010 hemmeligholdte et notat om, at Amagerbanken var langt svagere, end prospektet oplyste. Derved blev banken holdt kunstigt i live akkurat længe nok til, at vi aktionærer nåede at investere ekstra 898 millioner kroner i en dødssejler, og statens ubegrænsede garanti til indskydere og kreditorer udløb,” siger Peer Nørkjær.

Yderligere information

Pressekontakter

Peer Nørkjær
Formand for Foreningen Amagerinvestor
27 51 09 99
323PN@apoteket.dk

Niels Mengel
Talsmand for Foreningen Amagerinvestor
Formand for Dansk Aktionærforening
40 42 21 19

Udgivet i Pressemeddelelse

Nye indlæg